Kontrareformation, også kaldet katolsk reformation eller katolsk genoplivning, i kristendommens historie, den romersk-katolske indsats rettet i det 16. og tidlige 17. århundrede begge mod den protestantiske reformation og mod intern fornyelse. Modreformationen fandt sted i nogenlunde samme periode som den protestantiske reformation, faktisk (ifølge nogle kilder) begyndende kort før Martin Luthers handling om at spikre de femoghalvfems teser op til døren til Castle Church i 1517.
Newberry Library, Prince Louis-Lucien Bonaparte Collection, 1901 (A Britannica Publishing Partner)
Hvad var modreformationen af den romersk-katolske kirke?
Modreformationen voksede stort set som et svar på den protestantiske reformation og var en reformbevægelse inden for den romersk-katolske kirke. Modreformationen tjente til at styrke doktrinen, som mange protestanter var imod, såsom paveens autoritet og ærbødighed for hellige, og eliminerede mange af de misbrug og problemer, der oprindeligt havde inspireret reformationen, såsom salg af aflad til syndens tilgivelse.
Hvordan var jesuitterne vigtige i modreformationen?
Jesuitterne hjalp med at gennemføre to hovedmål for tælleren -Reformation: katolsk uddannelse og missionærarbejde. Jesuitterne etablerede adskillige skoler og universiteter i hele Europa og hjalp med at opretholde relevansen af den katolske kirke i stadig mere sekulære og protestantiske samfund. Med koloniseringen af den nye verden etablerede jesuitter missioner i hele Latinamerika for at vinde konvertitter blandt de oprindelige folk. Jesuitter var også blandt de første missionærer til Østasien i moderne tid og bidrog til udbredelsen af katolicismen over hele kloden.
Var modreformationen vellykket?
Ja og nej. Som det fremgår af de mere end en halv milliard protestanter rundt om i verden, stoppede kontrareformationen ikke spredningen af protestantisme i og uden for Europa. Imidlertid gjorde modreformationen meget for at reformere mange af de problemer og ekstravaganser, som Martin Luther oprindeligt protesterede mod i sine femoghalvfems teser. Forskellige aspekter af doktrin, kirkelige strukturer, nye religiøse ordener og katolsk spiritualitet blev afklaret eller forfinet, og katolsk fromhed blev genoplivet mange steder. Derudover opnåede katolicismen en global rækkevidde gennem de mange missionære bestræbelser, der blev indledt under kontrareformationen. Disse reformer og vækst gjorde meget for at opretholde katolicismen som den dominerende kristne tradition.
Tidlige opfordringer til reform voksede ud af kritik af den verdslige holdning og politik hos renæssancepaven og mange af præsterne. Nye religiøse ordener og andre grupper blev grundlagt for at gennemføre en religiøs fornyelse – fx theatinerne, kapucinerne, ursulinerne og især jesuitterne. Senere i århundredet fremmede St. John of the Cross og St. Teresa of Ávila reformen af den karmelitiske orden og påvirkede udviklingen af den mystiske tradition. St. Francis of Sales havde en lignende indflydelse på lægfolks hengivne liv.
Der var kun ringe signifikant pavelig reaktion på protestanterne eller på krav om reform inden for den romersk-katolske kirke inden midten af århundredet. Pave Paul III (regeret 1534–49) betragtes som den første pave i kontrareformationen. Det var han, der i 1545 indkaldte Rådet for Trent. Rådet, der mødtes intermitterende indtil 1563, reagerede eftertrykkeligt på de aktuelle spørgsmål. Dens doktrinære lære var en reaktion mod den lutherske vægt på troens rolle og Guds nåde og mod den protestantiske lære om sakramenternes antal og natur. Disciplinære reformer angreb præsterets korruption. Der var et forsøg på at regulere uddannelsen af kandidater til præstedømmet; der blev truffet foranstaltninger mod luksuriøst ophold fra præsterne, udnævnelse af slægtninge til kirkekontoret og fraværet af biskopper fra deres bispedømmer. Der blev givet recept på pastoral pleje og administration af sakramenterne.
A.Dagli — De Agostini Editore / age fotostock
Den romerske inkvisition, et agentur oprettet i 1542 for at bekæmpe kætteri, var mere lykkedes med at kontrollere doktrin og praksis end lignende organer i de lande, hvor protestantiske prinser havde mere magt end den romersk-katolske kirke. Politisk og militær involvering rettet mod protestantisk vækst afspejles tydeligst i politikken for kejser Karl V og i hans søn Philip II, som var forbundet med den spanske inkvisition.
Three Lions / Hulton Archive / Getty Images
Forskellige teologer – især jesuiten St. Robert Bellarmine – angreb de protestantiske reformers doktrinære positioner, men der var ingen, der kunne konkurrere med det teologiske og moralske engagement, der er tydeligt i skrifterne om Luther eller den veltalenhed og lidenskab, der er karakteristisk for John Calvins værker. Romersk-katolikker havde en tendens til at understrege den tro og hengivne emner, der var under direkte angreb fra protestanterne – fx Kristi virkelige tilstedeværelse i eukaristien, Jomfru Maria og St. Peter. Index Librorum Prohibitorum (“Indeks over forbudte bøger”) blev oprettet i 1559 i et forsøg på at bekæmpe spredningen af nogle af den protestantiske reformations skrifter.
Uddannelse var først og fremmest i hovedet på mange af de ledere af kontrareformationen. Der var behov for dygtige præster til uddannelse af de troende, og derved blev seminarer ganget for at forberede præsterne til et mere streng liv i kirkens tjeneste. Der var en blomstring af utopiske ideer; skrifter som som La città del sole (“Solens by”) af Tommaso Campanella og La repubblica immaginaria (“Den imaginære republik”) af Lodovico Agostini er eksempler på denne nye vision om kirken og de kristne pligter. Jesus, der blev grundlagt i 1534 af St. Ignatius fra Loyola, var ikke specifikt en undervisningsordre, men var ikke desto mindre meget vigtig inden for dette felt. Det første jesuitkollegium blev åbnet i Messina, Sicilien, i 1548. I 1615 havde jesuitterne 372 colleges og inden 1755 – kun 18 år s før undertrykkelsen af ordenen – tallet var steget til 728. (Selskabet blev ikke genoprettet før 1814.)
En anden vigtig vægt i kontrareformationen var en løbende missionær indsats i dele af verden der var blevet koloniseret af overvejende romersk-katolske lande, såsom Spanien og Portugal. Francis Xavier og andre i Asien og missionærer i den nye verden blev belønnet med millioner af dåb, hvis ikke sande omvendelser. Der var også forsøg på at gendanne områder i verden, der engang havde været romersk-katolske – fx England og Sverige. De fleste af de “tyske lande”, hvor Luther havde arbejdet, forblev protestantiske efter sin død i 1546, men store territorier, frem for alt Bayern og Østrig, blev genvundet for romersk katolicisme i slutningen af det 16. århundrede. Religionskrigene mellem 1562 og 1598 genvandt Frankrig for den romersk-katolske sag, skønt Edikt fra Nantes (1598) gav protestanterne en begrænset tolerance, og det blev tilbagekaldt i 1685. Måske var den mest komplette sejr for kontrareformationen genoprettelsen af den romersk-katolske herredømme i Polen og i Hussite Bohemia.
Gianni Dagli Orti / .com