Hvor kender vi navnene fra?
Vi er fortrolige med Viking-navne fra f.eks. runeindskrifter og stednavne. Et par udenlandske kilder nævner også navnene på vikingerne. Mange af disse navne er specifikke for Skandinavien. Vi kan derfor skelne dem fra navne, der bruges i andre regioner. Da det hovedsagelig var mændene, der gik på ekspeditioner, finder vi flere mænds end kvindens navne. Dette kan for eksempel ses fra vikingesamfundene i England.
Navnetraditionen havde rødder i den foregående periode. Men især i vikingetiden vandt navnene på de nordiske guder og mytologiske dyr terræn. Visse navne fik fodfæste i individuelle familier, som Harald, Svend og Knud i den danske kongefamilie i slutningen af vikingetiden og den tidlige middelalder.
Nogle vikinger havde også efternavne. Disse kunne for eksempel indikere et slægtskab (f.eks. Søn af eller datter til) eller det sted, som en person kom fra (f.eks. Bjarke den norske, der boede i Danmark). Navnet kunne også indikere en særlig kvalitet eller besiddelse (f.eks. Asgot med det røde skjold).
Men det er også sandsynligt, at folk efter vikingetiden var ekstremt fantasifulde med bynavne, da vikinger fra de ”gamle dage ”Blev beskrevet og skrevet om. Vigtige figurer som Harald Bluetooth og Harald Fairhair er nævnt i disse kilder ved kun at bruge deres fornavne, men det vides ikke, om sådanne navne blev brugt, da de faktisk levede.
Med indførelsen af kristendommen i den sene viking periode begyndte bibelske navne at vinde popularitet. Vikingens navne blev dog ikke glemt. I dag får børn stadig navne med rødder i vikingetiden.