Uranus har hidtil 27 identificerede måner, hvoraf tre (Ariel, Umbriel & Belinda) opkaldt efter et digt af Alexander Pope, mens resten er opkaldt efter tegn fra Shakespeare. Tabellen nedenfor viser månerne i rækkefølge fra Cordelia, nærmest Uranus, udad med deres diametre i kilometer. De mindre måner er som sædvanlig langt fra sfærisk, men målingen indikerer en nominel diameter. Hvor det er tilgængeligt, har jeg linket til fotografier af månen.
De tretten måner ud til det nyopdagede (i 2003) Mab betragtes som “indre måner”. De kredser alle inden for ringsystemet, og nogle, Cordelia & Ophelia fungerer for eksempel som “hyrde-måner”, der holder ringene på plads. Disse måners baner er ret kaotiske og over millioner i år krydser kredsløbene hinanden, hvilket fører til risikoen for sammenstød. Det kan godt være, hvordan ringene stammer fra. Disse måner dannet af en n tilvænningsdisk, der enten var til stede, da Uranus dannede sig, eller som følge af den mulige kollisionshændelse, som Uranus led, som vippede den så langt på sin akse.
De næste fem måner er de største. Miranda er primært lavet af is, sandsynligvis inklusive ammoniak og kuldioxid. De andre fire er omtrent halv is og halv sten med stenede kerner dækket af en iskappe. Mens alle fem er kraterede, viser alle undtagen Umbriel tegn på geologisk aktivitet, der har genopstået planeten tidligere.
De ni ydre måner er alle små og uregelmæssige og er næsten helt sikkert fangede objekter. I modsætning til alle de andre måner har de ydre måner, bortset fra Margaret, retrograd kredsløb. Margarets bane, mens den er i prograde, har en stor excentricitet.
De fire største måner udgør 99,2% af massen af Uranus “månesystem. Miranda er yderligere 0,7%, mens de resterende 22 måner udgør knap 0,1%. Oberon, den længste af de store måner fra Uranus, kredser omkring 583.500 km (365.000 miles) fra Uranus. Der er så et stort hul, indtil vi når Francisco, der kredser omkring 4.276.000 km fra Uranus, med Ferdinand ude på 20.900.000 plus km (13.060.000 miles).