Tabernakel, hebraisk Mishkan, (“bolig”), i jødisk historie, den bærbare helligdom konstrueret af Moses som et sted for tilbedelse for de hebraiske stammer i løbet af den vandrende periode, der gik forud for deres ankomst til det lovede land. Tabernaklet tjente ikke længere et formål efter opførelsen af Salomons tempel i Jerusalem i 950 f.Kr.
Israels tidligste helligdom var et simpelt telt, inden for hvilket man troede, at Gud manifesterede sin tilstedeværelse og meddelte sin vilje. Den detaljerede beskrivelse af tabernaklet i 2. Mosebog menes af nogle at være anakronistisk, for mange forskere anser fortællingen for at være skrevet under eller bagud er det babylonske eksil (586–538 f.Kr. – dvs. efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem).
Hele komplekset i Tabernaklet – hvis specifikationer blev dikteret af Gud ifølge den bibelske beretning – bestod af en stor domstol omkring en forholdsvis lille bygning, der var selve tabernaklet. Retten, omgivet af linnedhæng, havde form som to tilstødende firkanter. I midten af det østlige torv stod offeralteret til brændofre; i nærheden stod et bassin, der indeholdt vand, der blev brugt af præsterne til rituelle ablusioner. Den tilsvarende stilling på det vestlige torv blev besat af lovens ark, der ligger i tabernaklets indre helligdom.
Tabernaklet var konstrueret af gobelindetæpper dekoreret med keruber. Interiøret blev opdelt i to rum, “det hellige sted” og “det mest hellige sted” (Holy of Holies). Det ydre rum, eller “det hellige sted”, indeholdt bordet, hvor nærværets brød (shewbread) blev anbragt, røgelsesalteret og den syv-grenede kandelaber (menorah). Det indre rum eller Holy of Holies, blev anset for at være den egentlige bolig for Israels Gud, som usynligt sad over en solid guldplade, der hvilede på pagtens ark og havde en kerub i hver ende. Denne ark var en guldbelagt trækasse indeholdende tabletterne fra de ti bud.