Synapsis (også kaldet syndese) er parring af to kromosomer, der opstår under meiose. Det muliggør matchning af homologe par inden deres adskillelse og mulig kromosomovergang mellem dem. Synapsis finder sted under profase I om meiose. Når homologe kromosomer synapser, er deres ender først fastgjort til kernekapslen. Disse endemembrankomplekser vandrer derefter, assisteret af det ekstranukleære cytoskelet, indtil matchende ender er parret. Derefter samles de mellemliggende regioner i kromosomet og kan være forbundet med et protein-RNA-kompleks kaldet synaptonemal-komplekset. Autosomer gennemgår synapsis under meiose og holdes sammen af et proteinkompleks langs hele længden af kromosomerne kaldet synaptonemal-komplekset. Sexkromosomer gennemgår også synapsis; imidlertid er det synaptonemale proteinkompleks, der holder de homologe kromosomer sammen, kun til stede i den ene ende af hvert kønskromosom.
Synapsis under meiose. Det cirklede område er den del, hvor synapsis opstår, hvor de to kromatider mødes, før de krydser over
Dette må ikke forveksles med mitose. Mitosis har også profase, men parrer normalt ikke to homologe kromosomer.
Når ikke-søsterkromatiderne fletter sammen, kan segmenter af kromatider med lignende sekvens bryde fra hinanden og udveksles i en proces, der kaldes genetisk rekombination. eller “krydsning”. Denne udveksling frembringer et chiasma, et område, der er formet som et X, hvor de to kromosomer er fysisk forbundet. Mindst et chiasma pr. Kromosom synes ofte at være nødvendigt for at stabilisere bivalenter langs metafasepladen under adskillelse. Krydsningen af genetisk materiale tilvejebringer også et muligt forsvar mod “kromosomdræbende” mekanismer ved at fjerne sondringen mellem “selv” og “ikke-selv”, gennem hvilken en sådan mekanisme kunne fungere. En yderligere konsekvens af rekombinant synapsis er at øge genetisk variation inden for afkom. Gentagen rekombination har også den generelle virkning af at lade gener bevæge sig uafhængigt af hinanden gennem generationer, hvilket muliggør den uafhængige koncentration af gavnlige gener og udrensning af det skadelige.
Efter synapsis henvises til en type rekombination til som synteseafhængig strengudglødning (SDSA) forekommer ofte. SDSA-rekombination involverer informationsudveksling mellem parrede ikke-søster homologe kromatider, men ikke fysisk udveksling. SDSA-rekombination forårsager ikke krydsning. Både ikke-crossover- og crossover-typer rekombination fungerer som processer til reparation af DNA-beskadigelse, især dobbeltstrengede brud (se Genetisk rekombination).
Den centrale funktion af synapsis er derfor identifikationen af homologer ved parring, et vigtigt skridt til en vellykket meiose. Processerne med DNA-reparation og chiasmadannelse, der finder sted efter synapsis, har konsekvenser på mange niveauer, fra cellulær overlevelse til påvirkninger på selve evolutionen.