Mand, det var varmt. 1999 var året, hvor musikken eksploderede, året hvor intet gjorde noget forbandet, året fans var nødt til at smide nogen old-school regler for, hvordan pop fungerede. Radioen var pludselig fuld af skinnende nye stjerner. Så mange tidløse klassikere. Så mange skamløse one-hit vidundere. Så meget skør innovation, rundt om margenerne. Teen-pop skete. Nu-metal skete. Hver genre blomstrede. Lad os sige det på denne måde: Hvis du tilbringer en time i din lokale karaoke-bar, vil du høre nogen bælte mindst et hit fra sommeren 99. Det var et af de popmomenter, hvor alt det, der glitrer, faktisk er guld.
Så lad os nedbryde det: De 99 bedste sange i 1999, 20 år senere. Hits, flops, flukes, uklarheder. Uanset hvilken type musik du elskede, havde dette år det: hip-hop, electronica, indie rock, punk garage, country, R & B, disco sleaze. De gamle stilistiske grænser holdt ikke mere. ”Væggene faldt ned,” som Sugar Rays Mark McGrath fortalte mig sidste år. ”Du ville høre Kiss-FM eller Z-100: Kommer lige op, Mariah Carey, Blink-182, Eminem, Sugar Ray, og du er som Hvad fanden sker der?
Fans købte mere musik (med penge! i butikkerne) end nogensinde før eller siden. Ingen indså, at Napster var ved at ændre alt. Carson Daly var vært for Total Request Live på MTV hver eftermiddag, hvor en ny race af stjerner blev født: Britney, Xtina, Ricky, NSync, Backstreet Boys. En tidligere ukendt producent ved navn Max Martin præsiderede over den orlandinaviske forbindelse, der invaderede radioen, i en underlig alliance mellem svenskerne og musketærerne. Woodstock 99 gik i flammer. Der var så meget at høre, selv fantastisk musik kunne gå tabt i rushen – det er derfor, at gå tilbage betyder at opdage nye overraskelser. Verden proppede i så mange popspændinger som muligt inden Y2K-styrtet. Ingen regler. Ingen skam. Ingen scrubs.
Der er ingen måde, hvorpå en liste kan opsummere året i kun 99 sange – vi kunne rulle op til tusinder uden at løbe tørt. Hvad angår det, der tæller som en sang fra 1999, handler det kun om året for indvirkning: Britneys “Baby One More Time” faldt teknisk i slutningen af 1998, men alligevel kan det ikke benægtes, at det tilhører 1999, da det erobrede verden. På den anden side Destinys Childs “Say My Name” og Le Tigres “Deceptacon” kom ud på albummet fra 1999, men de hører åndeligt til Y2K, da de blev mega-nova. Chers “Believe” tæller som en sang fra 1998 – den var på sidste års liste. (Selvom du kunne gøre gældende, at det er årets sang hvert år.)
Nogle af disse sange blev til permanente klassikere, der stadig er elskede over hele verden. Andre kommer fra rare mennesker, der eksperimenterer for en lille håndfuld medfanatikere. Men de lyder alle godt i dag. Så det er tid til at fejre musikken fra 1999. Som en klog mand engang sang: Lad os ikke glemme det.