Som en resultatet var, at den eneste måde, hvorpå programmet overhovedet kunne bestå, var, at hele udgiften skulle garanteres af arbejdsgiverne. For at lette dette sørgede Bismarck for, at administrationen af dette program blev placeret i hænderne på Der Arbeitgeberverband in den beruflichen Korporationen (Organisationen for Arbejdsgivere i Erhvervsselskaber). Denne organisation oprettede centrale og bureaukratiske forsikringskontorer på det føderale og i nogle tilfælde det statslige niveau til faktisk at administrere programmet, hvis fordele startede for at erstatte sygeforsikringsprogrammet fra den 14. uge. Den betalte for lægebehandling og en pension på op til to tredjedele af den optjente løn, hvis arbejdstageren var fuldt handicappet. Dette program blev udvidet i 1886 til også at omfatte landbrugsarbejdere.
Alders- og handicapforsikringsloven af 1889
Ældrepensionsprogrammet, der ligeledes finansieres af arbejdsgivere og arbejdstagere, var designet til at give pensionsrente til arbejdstagere, der fyldte 70 år. I modsætning til ulykkes- og sygeforsikringsprogrammerne omfattede dette program alle kategorier af arbejdstagere (industri, landbrug, håndværkere og ansatte) fra starten. I modsætning til de to andre programmer blev princippet om, at den nationale regering skulle bidrage med en del af forsikringsomkostningerne, hvor de to andre dele blev proportionalt i overensstemmelse hermed, accepteret uden spørgsmål. Handicapforsikringsprogrammet var beregnet til at blive brugt af dem, der er permanent handicappede. Denne gang overvågede staten eller provinsen programmerne direkte.