Læret hjælpeløshed i psykologi, en mental tilstand, hvor en organisme tvunget til at bære aversive stimuli eller stimuli, der er smertefulde eller på anden måde ubehagelige, bliver ude af stand eller uvillige for at undgå efterfølgende møder med disse stimuli, selvom de er “undslippelige”, sandsynligvis fordi de har lært, at det ikke kan kontrollere situationen.
Hollandsk Højde — Klaas Fopma / Redux
Teorien om lært hjælpeløshed blev konceptualiseret og udviklet af den amerikanske psykolog Martin EP Seligman på University of Pennsylvania i slutningen af 1960erne og 70erne. Mens han udførte eksperimentel forskning i klassisk konditionering, diskuterede Seligman utilsigtet rødt, at hunde, der havde modtaget uundgåelige elektriske stød, ikke handlede i efterfølgende situationer – selv dem, hvor flugt eller undgåelse faktisk var mulig – mens hunde, der ikke havde modtaget de uundgåelige stød, straks greb til handling i efterfølgende situationer. Eksperimentet blev gentaget med mennesker (ved hjælp af høj støj i modsætning til elektriske stød), hvilket gav lignende resultater. Seligman opfandt udtrykket lært hjælpeløshed for at beskrive forventningen om, at resultaterne er ukontrollerbare.
Læret hjælpeløshed er siden blevet et grundlæggende princip i adfærdsteori, hvilket viser, at tidligere læring kan resultere i en drastisk ændring i adfærd og søger at forklare hvorfor enkeltpersoner kan acceptere og forblive passive i negative situationer på trods af deres klare evne til at ændre dem. I sin bog Helplessness (1975) argumenterede Seligman for, at som følge af disse negative forventninger kan andre konsekvenser ledsage manglende evne eller manglende vilje til at handle, herunder lavt selvværd, kronisk svigt, tristhed og fysisk sygdom. Teorien om lært hjælpeløshed er også blevet anvendt på mange forhold og adfærd, herunder klinisk depression, aldring, vold i hjemmet, fattigdom, diskrimination, forældre, akademisk præstation, stofmisbrug og alkoholisme. Kritikere har imidlertid hævdet, at en række forskellige konklusioner kan drages ud fra Seligmans eksperimenter, og derfor er brede generaliseringer, der hyppigst findes inden for klinisk depression og akademisk præstation, uberettigede. F.eks. Ses anvendelsen af teorien på klinisk depression som en overforenkling af sygdommen, der ikke redegør for de komplekse kognitive processer, der er involveret i dens etiologi, sværhedsgrad og manifestation.