Dette er teknisk set en kortere omskrivning af Socrates udsagn, “jeg hverken ved eller tror, at jeg ved” (i Platon, undskyldning 21d). Det omskrevne ordsprog dog bredt tilskrevet Platons Socrates i både gammel og moderne tid, forekommer faktisk ingen steder i Platons værker i nøjagtig formen “Jeg ved, at jeg ikke ved noget.” To fremtrædende Platon-lærde har for nylig hævdet, at påstanden ikke skal tilskrives Platons Socrates.
Bevis for, at Socrates faktisk ikke hævder at vide intet, findes i Apology 29b-c, hvor han to gange hævder at vide noget. Se også undskyldning 29d, hvor Socrates indikerer, at han er så sikker på sit krav om viden ved 29b-c, at han er villig til at dø for det.
Når det er sagt, i undskyldningen fortæller Platon, at Sokrates fortæller for hans tilsyneladende klogere end nogen anden person, fordi han ikke forestiller sig, at han ved, hvad han ikke ved.
… αὐτῷ τούτῳ σοφώτερος εἶναι, ὅτι ἃ μὴ οἶδα οὐδὲ οἴομαι εἰδέναι.
… Jeg synes altså i denne lille ting at være klogere end denne mand i hvert fald, at hvad jeg ikke ved, tror jeg ikke jeg ved det enten.
En mere almindeligt anvendt oversættelse siger det, “selvom jeg ikke formoder, at nogen af os ved noget rigtig smukt og godt, jeg har det bedre end han er – for han ved intet og tror, at han ved det. Jeg ved hverken eller tror, at jeg ved “. Uanset hvilken oversættelse vi bruger, skal den kontekst, hvori dette afsnit forekommer, overvejes; Socrates er gået til en “klog” mand og har diskuteret med ham, trækker sig tilbage og tænker ovenstående for sig selv. Da han benægtede enhver form for viden, forsøgte Socrates derefter at finde nogen klogere end sig selv blandt politikere, digtere og håndværkere. Det så ud til, at politikere hævdede visdom uden viden; digtere kunne røre folk med deres ord, men vidste ikke deres betydning; og håndværkere kunne kun kræve viden inden for specifikke og smalle områder. Fortolkningen af Oracles svar kan være Socrates bevidsthed om hans egen uvidenhed.
Socrates beskæftiger sig også med denne sætning i Platons dialog Meno, når han siger:
καὶ νῦν περὶ ἀρετῆς ὃ ἔστιν ἐγὼ μὲν οὐκ οἶδα, σὺ μέντοι ἴσως πρότερον μὲν ᾔδησθα πρὶν ἐμοῦ ἅψασθαι, νῦν μέντοι ὅμοιος εἶ οὐκ εἰδότι.
(trans. GMA Grube)
Her sigter Socrates mod ændringen af Menos mening, som var fast overbevist om sin egen mening, og hvis påstand om viden Socrates havde modbevist.
Det er i det væsentlige spørgsmålet, der begynder den “post-sokratiske” vestlige filosofi. Socrates begynder al visdom med undring, derfor må man begynde med at indrømme ens uvidenhed. Når alt kommer til alt var Socrates dialektiske undervisningsmetode baseret på, at han som lærer ikke vidste noget, så han ville få viden fra sine studerende ved dialog. / p>
Der er også en passage af Diogenes Laërtius i hans værk Lives and Opinions of Eminent Philosophers, hvor han blandt de ting, som Sokrates plejede at sige: “εἰδέναι μὲν μηδὲν πλὴν αὐτὸ τοῦτο εἰδέναι”, eller “at han vidste intet bortset fra at han vidste netop det faktum (dvs. at han ikke vidste noget) “.
Igen tættere på citatet er der en passage i Platons undskyldning, hvor Socrates siger, at efter at have diskuteret med nogen han begyndte at tænke at:
Jeg er klogere end denne mand, for ingen af os ser ud til at vide noget stort og godt; men han synes, at han ved noget, skønt han ikke ved noget; hvorimod jeg, som jeg ikke ved noget, så har jeg ikke lyst til at gøre det. vær klogere end han, fordi jeg ikke har lyst til, jeg ved hvad jeg ikke ved.
Det er også en nysgerrighed, at der er mere end en passage i fortællingerne, hvor Socrates hævder at have viden om et eller andet emne, for eksempel om kærlighed:
Hvordan kunne jeg stemme “Nej”, når det eneste jeg sige, at jeg forstår, er kærlighedens kunst (τὰ ἐρωτικά)
Jeg kender stort set intet undtagen en bestemt lille emne – kærlighed (τῶν ἐρωτικῶν), selvom jeg om dette emne tænkte at være fantastisk (δεινός), bedre end nogen anden, fortid eller nutid