dannelse af den tyske demokratiske republik

Da det blev klart, at en vesttysk regering ville blive oprettet, blev der i maj 1949 afholdt et såkaldt valg til en folkekongres i den sovjetiske besættelseszone. Men i stedet for at vælge blandt kandidater fik vælgerne kun valget mellem godkendelse eller afvisning – som regel under mindre hemmelige omstændigheder – “enhedslister” over kandidater fra alle partier såvel som repræsentanter for masseorganisationer kontrolleret af den kommunistisk dominerede SED. partier, et demokratisk bondeparti og et nationalt demokratisk parti, der var designet til at tiltrække støtte fra henholdsvis landmænd og fra tidligere nazister, blev tilføjet med SEDs velsignelse. Ved at sikre, at kommunister dominerede på disse enhedslister, bestemte SED på forhånd sammensætningen af den nye folkekongres. Ifølge de officielle resultater godkendte omkring to tredjedele af vælgerne enhedslisterne. Ved efterfølgende valg blev gunstige margener på over 99 procent rutinemæssigt annonceret.

I oktober 1949, efter dannelsen af Forbundsrepublikken, trådte en forfatning, der blev ratificeret af Folkekongressen, i kraft i den sovjetiske zone, som blev den tyske demokratiske republik (Deutsche Demokratische Republik), almindeligvis kendt som Østtyskland, med hovedstad i den sovjetiske sektor i Berlin. Folkekongressen blev omdøbt til Folkekammeret, og dette organ sammen med et andet kammer sammensat af embedsmænd fra de fem delstater i den sovjetiske zone (w som blev afskaffet i 1952 til fordel for centraliseret myndighed), udpegede kommunisten Wilhelm Pieck fra SED til præsident for den tyske demokratiske republik den 11. oktober 1949. Dagen efter installerede Folkekammeret den tidligere socialdemokrat Otto Grotewohl som premierminister kl. lederen af et kabinet, der nominelt var ansvarlig over for kammeret. Selvom den tyske demokratiske republik forfatningsmæssigt var et parlamentarisk demokrati, lå den afgørende magt faktisk hos SED og dens chef, den veterankommunistiske funktionær Walter Ulbricht, der kun havde den uklare stilling som vicepremier i regeringen. I Østtyskland, som i Sovjetunionen, tjente regeringen kun som agent for et allmægtigt kommunistisk-kontrolleret parti, der igen blev regeret ovenfra af et selvudvælgende politbureau.