Bekymringsproblemer
Korrekt teknik skal anvendes under test for at sikre gyldige resultater. Stramt eller begrænsende tøj skal fjernes, så eksaminatoren kan visualisere de muskler, der testes, og observere for muskeltrækninger. Undersøgeren skal også stabilisere leddet og sikre, at andre muskler ikke yder hjælp. Muskler skal først testes med tyngdekraften elimineret ved at placere patienten, så muskelsammentrækning er vinkelret på tyngdekraften, f.eks. Langs et undersøgelsesbord eller seng. Hvis patienten ikke er i stand til at engagere musklen med tyngdekraften elimineret, skal undersøgeren lægge en hånd på musklen og bede patienten om at trække sine muskler sammen igen. Dette gør det muligt for eksaminatoren at føle for en muskeltrækning, selvom en trækning ikke er synlig. Denne observation skelner en score på 0 fra en score på 1. Når patienten demonstrerer hele bevægelsesområdet med tyngdekraften elimineret, skal testen gentages mod tyngdekraften for hele bevægelsesområdet. Hvis dette lykkes, skal patienten udfordres ved at tilføje en lille grad af modstand og derefter maksimal modstand fra undersøgeren. Den upåvirkede eller mindre berørte side skal testes først for at måle kontralateral styrke til sammenligning. alle fire lemmer skal testes for fuldstændighed og for at hjælpe med at styre den differentielle diagnose baseret på svaghedsmønstre, såsom kun øvre ekstremiteter, kun nedre ekstremiteter eller proximale muskler snarere end distale.
Medical Research Council Manual Muscle Testing-metoden er meget almindelig, let at udføre og kræver ikke noget specialudstyr. På trods af disse fordele har det også sine begrænsninger. Scoring er subjektivt baseret på eksaminatorens opfattelse. Der er variation mellem eksaminatorer for den maksimale modstand, de er i stand til at anvende, da nogle eksaminatorer er stærkere end andre. Testen tager ikke højde for muskuloskeletale tilstande, der kan gøre test smertefuldt eller vanskeligt at tolerere, såsom tendinopati eller arthritis. Testen er afhængig af patientindsats, som kan være dårlig hos nogle patienter på grund af smerte, korrekt forståelse af instruktioner, psykologiske årsager eller sekundær gevinst. Endelig klassificerer klassificeringssystemet styrkeniveau, men kvantificerer ikke styrken direkte.
Alternativerne til det medicinske forskningsråds manuelle muskeltestningssystem sigter mod at kvantificere styrken direkte i form af pund, Newton eller andre enheder. Dette kræver specialudstyr, oftest dynamometre. Dynamometri giver en mere præcis måling af den kraft, som en muskel kan udøve, og kan give mulighed for at spore forskelle i styrke over tid, som en eksaminator muligvis ikke subjektivt bemærker, når man bruger MRC-skalaen. Håndgrebsdynamometri er et populært eksempel, hvor patienten klemmer et håndtag, der registrerer den kraft, der påføres. Begrænsninger i dynamometri inkluderer behovet for dyrt eller specialudstyr, begrænsede muskelgrupper, der kan testes, og begrænset tilgængelighed af testudstyr til klinikere på tværs af specialiteter eller indstillinger.
En anden tilgang til test af muskelstyrke involverer test af funktionelle bevægelser i stedet for kvantificerbar styrke. Eksempler på funktionelle tests inkluderer huk eller rejser sig fra en stol. Funktionelle styrketest giver information om, hvorvidt patienten er stærk nok til at udføre vigtige daglige aktiviteter, en begrænsning af både Medical Research Council Manual Muscle Testing-metode og dynamometri. Funktionelle styrketest giver dog ikke en karakter eller numerisk størrelse, der kan spores over tid for at måle forbedring.